Mød Chinette, nyudlært industrioperatør hos BEWI

Mød Chinette, nyudlært industrioperatør hos BEWI

Fredag d. 20. september blev Chinette udlært som industrioperatør hos BEWI. Hvilket vi er utrolig glade og stolte over. Uddannelsen har strakt sig over 2 år, hvor Chinette skiftevis har været på fabrikken i Tvilho og på skolebænken.

”Jeg er stolt over at være kommet igennem, jeg er 38 år, så at tage en uddannelse i min alder, beviser at man også gerne vil og at man ikke er bange for at tage en udfordring op”, fortæller Chinette.

Chinette fik tilbuddet om at tage industrioperatør-uddannelsen af BEWI, i forbindelse med ændringer i produktion. En af de store udfordringer har været at komme tilbage på skolebænken, nævner Chinette.

”Da jeg startede, arbejdede jeg i produktionen om natten, og så pludselig skulle jeg vænne mig til at være vågen om dagen. At skulle sidde stille og lytte var en kæmpe forandring når du er vant til at være aktiv hele tiden”, fortæller Chinette.

Selvom det var en udfordring, så blev det en tilvænning.

”Det har kostet blod, sved og tårer, men det har været det hele værd. Jeg har lært meget, det har været mega spændende og det har været sjovt”, fortæller Chinette.

BEWI er begejstrede og glade for Chinettes præstation. Yderligere nævner Chinette at hun ser frem til at kunne bruge den nye viden hun har fået med sig under uddannelsen.

Et stort tillykke skal der lyde til Chinette med hendes nye uddannelse.